I nødens stund

Natten mellem d. 1. og 2. oktober 1943 indledte den tyske besættelsesmagt en aktion mod de danske jøder. Formålet var at tilfangetage og deportere alle danske jøder til koncentrationslejren Theresienstadt – en skæbne der desværre ramte ca. 500 jøder fra Danmark. Men gennem en koordineret indsats i løbet af oktober måned 1943 lykkedes det den danske civilbefolkning at evakuere omkring 7000 personer – ca. 95 % af den jødiske befolkning i Danmark. Så mens kun ca. en ud af tre jøder i Europa overlevede 2. verdenskrig – og kun ca. et ud af ti jødiske børn – lykkedes det at redde en stor del af den jødiske befolkning i Danmark.

I nødens stund fortæller historien om en af disse familier.

I nødens stund er en grafisk roman skabt i samarbejde med Illinois Holocaustmuseum og Uddannelsescenter. Den er baseret på de dagbøger, Ralph Shaynes familie førte under deres flugt fra den tyske besættelsesmagt i Danmark under Anden Verdenskrig og fortæller historien om deres rejse først til Grønsund havn og derefter på en 10 timer lang bådrejse til Ystad i Sverige.

 

Historien er fortalt gennem Ralphs mor som en fortælling til hendes 9-årige børnebørn i 2009 om dengang hun i 1943, da hun selv var 9 år gammel og på den samme dag fandt ud af, at hun var jødisk, og at hendes familie var nødt til at flygte fra nazisterne. Det er samtidig en historie om besættelsestidens Danmark og om de helt almindelige danskere, der hjalp familien på deres flugt – blandt andet Holger Danske-medlem Svend Otto ”John” Nielsen, der gav alt i sin kamp mod besættelsesmagten og for de danske jøder.

 

Ralph har valgt at fortælle historien gennem sin 9-årige mors øjne og den grafiske roman som medie for at børn og unge kan relatere til historien og lære om både de historiske begivenheder under Anden Verdenskrig og om jødernes flugt. Men historien kan læses af bøde børn, unge og voksne.

I Nødens stund er illustreret af Tatiana Goldberg, der også selv har skrevet og tegnet en korthistorie til tegneserieantologien ”Knivsæg: genfortællinger om besættelsen” om sin families møde med nazisterne under Anden Verdenskrig.

Både Ralph og Tatiana har lagt et stort arbejde i fortællingen med researchture til både historiske steder fra Anden Verdenskrig og besøg ved de steder, Ralphs familie rejste gennem på deres flugt – blandt andet Grønsund og de nærliggende feriehytter, familien overnattede i, mens de håbede at finde en båd og skipper, der ville sejle dem til Sverige.

 

I Nødens stund er en fortælling om en frygtelig tid i verdenshistorien, om forfølgelse og folkedrab – men også om lys i mørket og håb for menneskeheden.

Ralph Shayne

Tatiana Goldberg